

Bygningskultur Ringsted

Foreningen Bygningskultur Ringsted blev stiftet i foråret 2018, blandt andet som en reaktion på planer om at nedrive den smukke og majestætiske Ringsted Dampmølle.
Ringsted er en by, som stadig gemmer på en del historie, gennem de mange smukke gamle bygninger, som heldigvis stadig kan findes i byen, men hvis ikke vi bevarer og værner om disse bygninger vil byen langsomt blive til en forstad uden sjæl, charme og synlig historie. Historie som vi skal være stolte af som borgere i Ringsted, da den indeholder en skattekiste fra både middelalderen, industrialiseringen, besættelsestiden og op til i dag. Det er en historie, som tiltrækker borgere, turister og handel, som igen er med til at opretholde en levende, smuk og attraktiv by.
Bygningskultur Ringsted er dog mere end gamle bygninger. Vi har som mål at fremme kvalitet i hele det byggede miljø og anspore både private og professionelle til at lægge omtanke og hensyn til omgivelser i alle projekter.